
Kunsten i Sankt Andreas Kapel
Med Peter Brandes totalindretning af det lille Sankt Andreas Kapel er Roskilde Domkirke blevet flere enestående kunstværker rigere.
Sankt Andreas Kapel er placeret i Roskilde
Domkirke nordside og er en af kirkens mindre kapeller uden
kongegrave. Kapellet har indtil den nye udsmykning af Peter Brandes
i 2010 fungeret som andagtskapel. En mulighed for eftertanke og
stilhed i det store kirkerum.
Denne funktion har kapellet fortsat efter totaludsmykningen, der
også har muliggjort, at det smukke kapel bruges ved fx dåb og
vielse.

Nedslag i kunstudsmykningen anno 2010
- Kapellet afgrænses af et smedejernsgitter, en blanding mellem
smedejernsgitter og bronze, hvori der er støbt 20 ottetakkede
stjerner. I 12 stjerner ses en skulptur som billede på de 12
apostle.
- På tværliggende bronzebjælke over smedejernsgitteret ses tre
skulpturelle hoveder: Kristus, Maria og Johannes.
- Døbefont med dåbsfad i bronzelegering (ligner sølv), der har
Kristus profil afbildet på fadets ene kant og Johannes Døberens
hånd på den anden.
- Alterbord i keramik glaseret i mørk, grønblå glasur. Vejer
cirka 1 ton og er brændt på Tommerup keramiske værksted. Som motiv
har Peter Brandes lavet tårer, der på forsiden af alterbordet
falder nedad.
- Bag alterbordet er nichen udfyldt med 56.000 glasmosaikstifter,
der er alle er sat i en varieret vinkel så overfladen bliver
levende. Motivet er Kristus på korset med Maria og Johannes på hver
side.
- Over nichen med glasmosaikstifter findes en niche, der
tidligere har været vindue. Her har Peter Brandes indsat en
skulptur af Kristus som svøbelsesbarn. Skulpturen er lavet i
hårdgips som er poleret op med bivoks.
- Rummets rude er dekoreret med blytegning, hvis motiv
forestiller forklarelsen på bjerget: Hvor Kristus går op på Tabor
bjerget med sine tre udvalgte disciple.
- Stole i egetræ og metal er udviklet i samarbejde med arkitekt
Jane Havshøj. Stolen er tilstræbt bedeskamlens enkelhed. Stolens
ryg har et cirkelrundt åbningspunkt med Andreas´ x-kors som
symbol.
Peter Brandes´ fulde kunstneriske arbejde i Sankt Andreas Kapel
og med Kongeporten er indgående beskrevet og
illustreret i bogen "Fra tekst til tegn - Udsmykning til Roskilde
Domkirke" (2010).